Laimburg Ruländer Pinot Grigio – en velsmagende sag fra Italien.

Pinot
Laimburg Ruländer Pinot Grigio – en velsmagende sag fra Alto Adige i Italien.

En rasende god hvidvin, som vi havde fornøjelsen af at lære at kende under dette års skiferie i den italienske del af Tyrol. Vinen er fra selvsamme område, som pisterne der lagde underlag til skiene til.

Den har en flot og gylden farve, og dufter af blomster – dog uden at der går parfumeflaske i den.

Vinen er på 13,5%, hvilket vel er forholdsvis meget af en hvidvin at være. Men vinen gør sig – i mine øjne – også bedst som ledsager til mad, og ikke blot som “terrassevin”.

Smagen er ret dyb, og har toner af samme blomster som er i duften, men på en meget behagelig og velsmagende måde. Ikke noget tøse-blomster-helvede her.

Alt i alt en anbefalelsesværdig hvidvin, om du spø’r mig.

Reklamer

Vildtaften på Restaurant Enzo i Fredensborg Golfklub

Torsdag aften i den forgange uge lagde Restaurant Enzo i Fredensborg Golfklub lokaler til en Vildtaften med tilhørende specielt udvalgte vine. Og det var bestemt en aften af de absolut bedre – perfekt match mellem vine og mad, og i virkelig hyggelige omgivelser.

Maden blev præsenteret undervejs af Enzo’s ejer, på hvem man tydeligt kan mærke en dyb passion for kødgryderne. Den ene ejer fra Vinslottet, som denne aften var leverandør af den tilhørende vinmenu, stod for en god, men kort, gennemgang af hver enkelt vin – personligt ville jeg gerne have haft lidt mere at vide, men som han pænt forklarede (vi delte bord med begge de her omtalte personer), så var det jo ikke alle, som gad høre lige meget om, hvilket brød vinbonden spiste til morgenmad, hvad han ged hed osv.

Nåh, men til en kort gennemgang af retterne og de tilhørende vine – og en stor anbefaling til alle om, at skulle de høre om endnu en aften af denne type i Restaurant Enzo, så bestil bord med det samme. Det er alle pengene værd!

Ret nr. 1

Mad: Cremet jomfruhummerbisque monteret med Chadonnay og cognac. Her til friskbagt focaccia og hjemmelavet citronolie.

Vin: Little James Basket Press Blanc Côtes du Rhône.

Bedømmelse: En virkelig lækker sag med en god og meget cremet konsistens, som blev perfekt matchet af brødet dyppet i den friske, hjemmelavede citronolie. En enkelt flækket jomfruhummer blev serveret til bisquen – og sådan en er jo altid rar at få selskab af. Vinmæssigt var matchet også perfekt. Den havde tilpas meget syrlighed i sig til, at den kunne hamle op med den cremede bisque. En god og powerfull sag.

Ret nr. 2

Mad: Havtaskefillet med madagascarsauce og syltet fennikel samt kartoffel- og parmesansouffle.

Vin: Saint Cosme Blanc 2009 Côtes du Rhône.

Bedømmelse: To stykker lækker og veltilberedt havtaskefillet fik selskab af en lidt usædvanlig, men god (og mild) madagascarsauce. Saucen kunne man have mistænkt ville stjæle lige lovlig meget opmærksomhed fra fisken, men de stod faktisk godt til hinanden. Suffleen smagte også ganske godt – ikke det store og vilde nye, men en hæderlig omgang. Vinen var endnu en gang godt matchet til maden, og understregede på fin vis de fine smagsnuancer i fisken.

Ret nr. 3

Mad: Carpaccio af oksemørbrad marineret i citron og jomfuolivenolie serveret med basilikum og parmesan.

Vin: Saint Cosme Rouge 2010 Côtes du Rhône.

Bedømmelse: Vel nok den mest almindelige ret på aftenes menu. Ikke de store udskejelser på den ene eller den anden facon. Dog kan man ikke tage fra retten, at der var brugt oksekød af virkelig god kvalitet – smag og konsistens var i top. Men i min optik hører rucola ikke til i retten – eller andre grønne sager for den sags skyld. Jeg er mere til kød, olivenolie og parmesan og så ikke mere. Vinen gik endnu en gang fint til – det var en lettere sag, som ikke tog al for megen opmærksomhed fra maden, som jo må siges ikke hører til de mest kraftige.

Ret nr. 4

Mad: Krondyrfillet med brombærsauce og efterårets garniture. Hertil Pommes Anna og sauterede vilde svampe.

Vin: Saint Cosme Valbelle Gigondas 2010.

Bedømmelse: Virkelig mørt og veltilberedt kød, som lå i en sauce med fintsnittede grøntsager og svampe. I øvrigt en sauce, som var kogt ind til en meget smagfuld sag. Pommes Anne’en on the side går man i min verden sjældent galt i byen med – og det var heller ikke tilfældet her. Den var tilberedt lige efter bogen, og havde bid. Lækkert, lækkert, lækkert. Vinen var aftenes højdepunkt; den var ganske enkelt fantastisk! God og kraftig og med fine jordagtige nuancer. Vinen var ikke kraftig i “normal” forståelse, hvor man ofte har en tendens til at bruge udtrykket om vine, som “bare” fylder munden med smag – den var mere “velovervejet” i sine smagsudtryk, og lod de forskellige nuancer komme til orde én for én. Hold op for en go’ vin!

Ret nr. 5
Desværre glemte jeg at tage billeder af osteanretningen – men omvendt, skal man bruge fantasien til én af retterne, så er denne nok den nemmeste at forestille sig for sit indre øje.

Mad: Osteanretning med Brie, Tomme, Pecorino og Parmesan med syltede valnødder og mandler.

Vin: Saint Cosme Côte Rotie 2010.

Bedømmelse: Små gode stykker ost, hvor Brien vel var den svageste og Tomme’en stod stærkest i min optik. De hjemmesyltede nødder til var gode, men desværre en smule bløde – jeg kunne godt have tænkt mig, at de havde bevaret deres sprødhed en smule mere. Men alt i alt en god ret. Jeg er efterhånden blevet ret vild med ost til dessert – eller som i dette tilfælde som for-dessert. Vinen var ganske udemærket, men havde det svært, da den kom lige efter et brag af en smagsoplevelse i den forrige vin. En hvid gør sig i mange tilfælde bedre til oste, men denne røde sag gjorde det fint til de oste, som vi blev præsenteret for.

Ret nr. 6

Mad: Gateau Marcel lavet på Valrhona med svesker og armagnac og vanilleis – og en pannacotta som surprice.

Vin: Banyuls Cuvee Tradition 4 ans, Vial Magneres 2008.

Bedømmelse: Kokken havde af uvisse årsager lavet pannacotta til – en kærkommen overraskelse. Jeg elsker pannacotta! Chokoladekagen var god og våd i konsistensen, som den slags skal være – ikke noget fis dér. Vanilleisen var … Tja, en vanilleis. Den havde det svært i forhold til de to andre retter, som jeg virkelig synes var gode. Og så er jeg bare ikke den helt store fan af is. Den nærmest portvins-agtige Banyuls gjorde sig godt til de søde sager, og havde masser af smag og dybde, som fint hamlede op med speciel den smagfulde Gateau Marcel.

Samlet bedømmelse
Alt i alt var det en fantastisk aften. God og veltilberedt mad i dejlige omgivelser, som gav et hyggeligt samlet indtryk. Heldigvis havde vi arrangeret chauffør, for Restaurant Enzo var på ingen måde nærig med de gode dråber – ikke et kvalitetstegn i sig selv, men når nu det var så gode vine som det var, så er det jo ikke skadeligt, at man kan nuppe et lille ekstra glas, når man render ind i de ekstra gode.

Med en pris pr. person på kr. 645,– kan man på ingen måder sætte en finger på noget, og vi vil bestemt komme tilbage en anden god gang, hvis et lignende arrangement kommer på programmet – og det gør de jævnligt ved jeg. Heldigvis.

Min nye ven …


Uden at det dog skal lyde som om, at jeg er aaalt for alkoholisk. Det er den gyldne sag i forgrunden, som jeg snakker om.

På vores – efterhånden meget – omtalte ferie i Umbrien, faldt jeg over denne grappa, som jeg virkelig synes godt om. Om man kan få den i Danmark, skal jeg lade være usagt.

Den er mere rund i smagen, end den grappa som jeg tidligere har omtalt her på bloggen; mere dybde og en længerevarende og knap så sprittet eftersmag.

Mmmmm, køb den og smag, hvis du render ind i en flaske magen til. La Grappa Gaiarine Chianti er navnet, som du skal lede efter.

Gressini con coppa, bocconcini con prosciutto e mozzarella e palline di ricotta e cioccolato. BUM!


Aftenes hovedret: Bocconcini con prosciutto e mozzarella.

Svigerforældrene og en enkelt af to svigerinder kom på besøg, så der skulle lidt ekstra på bordet. Det blev til en italiensk-inspireret menu, som frit oversat er noget i retning af nedenstående:

Forret: Grissini med coppa – eller det blev så parmaskinke og ikke coppa, da det var umuligt at opdrive her i provinsen.

Hovedret: Kyllingeruller med parmaskinke og mozarella (og lidt salvie) med en salat af perlebyg med grillet nektarin.

Dessert: Ricottakugler med cacao og friske hindbær.

Antal personer: 6 personer.
Forberedelsestid:
40 minutter hvis du skal bikse hele menuen sammen.
Tilberedningstid: 30 minutter hvis du skal bikse hele menuen sammen.

Gressini con coppa
600 g hvedemel
25 g salt
25 g olivenolie
45 g smeltet smør (stuetemperatur)
10 g gær
Vand
Coppa (eller parmaskinke)

Bocconcini con prosciutto e mozzarella
6 kyllingebryster
18 friske salvieblade
6 skiver parmaskinke
2 mozzarellaer
Olivenolie
Smør
Salt
Peber

Salat med perlerug og grillede nektariner
2 dl perlebyg
75 g mandler
200 g rucola
5 nektariner
Saften fra 1 citron
1 spsk æbleddike
2 spsk olivenolie
2 spsk flydende honning
Salt
Peber

Palline di ricotta e cioccolato
20 digestive-kiks
500 ricotta
12 spsk sukker
Cacaopulver
Hindbær til pynt


Gressini con coppa

Vej alle ingredienser af, bortset fra gær og vand, og bland dem.

Opløs gæren i den lunkne vand. Vandet skal veje halvt så meget som de øvrige ingredienser tilsammen.

Rør halvdelen af melblandingen i vandet, som gæren er opløst i. Arbejd derefter resten i og lad dejen hæve en times tid.

Sæt ovnen på 200 grader.

Rul dejen ud til tynde pinde og lad dem efterhæve i 30 minutter yderligere. Bag dem derefter i ca. 20 minutter (hold øje med, at de bliver gyldne – ikke sorte).


Bocconcini con prosciutto e mozzarella

Skær et snit i kyllingebrysterne, så du kan åbne dem halvt op. Giv brysterne en omgang med en kødhammer, så de bliver lidt fladere. Brug endelig den side på hammeren, som ikke har takker, for ellers smadrer du kødet fuldstændigt.

Smid en skive skinke, lidt mozzarella og 2 salvieblade ind i kyllingebrystet, og luk det sammen med en kødnål. Krydr med salt og peber.

Opvarm lidt olie og smør på en pande og steg kyllingebrysterne til de er gennemstegte.

Sæt et salvieblad på 6 træspyd og sæt et gennem hvert kyllingebryst.

Læg brysterne i et serveringsfad og hæld stegeskyen over.

Salat med perlerug og grillede nektariner
Rør citronsaft sammen med olivenolie, eddike og honning og smag til med salt og peber.

Kog perlerugen efter anvisningen på pakken og lad det køle af, efter du har hældt vandet fra.

Rist mandlerne i ovnen ved 180 grader til de er gyldne. Lad også disse køle af, og hak dem herefter groft.

Skær nektarinerne i kvarter og fjern stenen. Skær dem herefter i skiver, og pensl dem med lidt olie. Giv dem en omgang på en brandvarm pande – blot lige en tur ned og vende på panden, da de ikke må blive smattede.

Vend perlerug med dressing, mandler, rucola og nektariner.


Palline di ricotta e cioccolato

Smuldr kiksene til de på det nærmeste er pulveriserede – dog skal der lige være lidt halvstore stykker tilbage, så der kommer lidt knas i kuglerne.

Tilsæt ricotta og sukker og bland det hele godt sammen.

Form til små kugler og rul dem i cacao. Smid dem herefter i køleskabet og vælt en flok friske hindbær ud over inden servering.

Det er i øvrigt vigtigt, at kuglerne min. får en time i køleskabet inden servering, så de er helt kolde. Dog kan de ikke klare natten over i køleren, for så ryger det sprøde i kiksene, da ricottaen når at opbløde dem helt.

Vinen til maden
Til aftenens menu drak vi en – efter min mening – god ungarsk hvidvin. En Chardonnay Jon Josh fra Gyöngyös (udtales, jep, godt gættet: “Jon Josh”). En tur gennem min gode ven Winebreather’en fra Menu, så er den sgu’ ikke helt ved siden af.

Opskrifter i mine versioner efter “Italienske buffeter” ad Marco Baudone, Tomas Tengby og Stefan Andersson, “Vild med grønt” af Louisa Lorang og “Moderne Mamma” af div. forfattere

Grappa fra vinter i Tyrol


Den ene af to flasker grappa hjemtaget fra skiferien.

Jeg skal være helt ærlig: Jeg ved ikke ret meget om grappa. Jeg ved dog om jeg kan li’ det, når jeg smager det, og denne kan jeg godt li’!

Den er hjemtaget fra dette års skiferie i Italien, så om man kan få den her i Danmark, det skal jeg lade være usagt.

Den går fantastisk godt sammen med en rigtig go’ espresso.

Mmmm, “dessert” ..!


Limoncello. Fa’me en go’ dessert!

Likør er normalt ikke min stærke side. Det er for sødt, og klistrer hele vejen ned gennem halsen.

Men, men, men der er et par enkelte undtagelser. Og Limoncello er bestemt én af dem.

Limoncello er en citron-likør, som – mener jeg i hvert fald – oprindeligt stammer fra Sorrento i Italien. Ret mig endelig, hvis det er noget, som jeg har bildt mig selv ind, og det i virkeligheden ikke er rigtigt …

Den på billedet er købt i yndlings-supermarkedet over dem alle: Det italienske supermarked i Københavns sydhavn, som forhandler alle mulige og umulige fødevarer fra Italien. Dertil kommer vin, likører, pastamaskiner, kaffemaskiner, kaffe m.m. Hvis jeg vandt 1 million i Lotto, så ville jeg smide de første 250.000 kroner netop dér!

Jeg mener, at den kostede omkring 80 kroner, men skal samtidig være ærlig at sige, at det ærgrer mig, at jeg ikke smed liiidt flere penge efter mit Limoncello-projekt. For den er en lille smule sprittet i eftersmagen, hvilket man kan undgå, hvis man køber en af de lidt dyrere. Og de fås helt op til omkring 300 kroner – og dén må sgu’ smage godt så!

Limoncello smager fantastisk “On The Rocks” (eller som minimum iskold), men kan også bruges i desserter m.m.