Iluka


Søpindsvin.

Beau Clugston har tidligere haft sin daglige gang i Nomas testkøkken. Nu slår han derimod sine folder i sin nyligt åbnede restaurant Iluka i Peder Skrams Gade i det indre København.

Min kære bror kom på den gode idé, at dér sku’ vi ind. Altså ham og jeg. Og min søster. Kæft, det var en go’ idé!

Konceptet er fisk og skaldyr. Og maks. fire ingredienser i hver ret. I flere af aftenens serveringer var der dog kun én ingrediens: Selve dyret. Nåh ja, og så lidt af det saltvand, som kan hænge ved dén slags.

Vi gik efter at smage så meget som overhovedet muligt, så valget faldt på den 5-retters tastingmenu og fire retter fra kortet (tjenere oplyste nemlig meget venligt, at alle retterne på tastingmenuen netop ikke kom fra kortet, og så var man jo ligesom sikker).

Én af de første retter (fra kortet) var søpindsvin. Søpindsvinene blev serveret med gode skiver  brød fra Hart Bageri (eller dét er lidt en sandhed med modifikationer, for det var reelt ikke åbnet endnu, da vi besøgte Iluka – men det en manden bag Hart Bageri, Richard Hart (også med tråde til Noma), som er bagermesteren bag brødet hos Illuka), som var godt grillet og med store, gavmilde søer af smeltet smør.

Og lad det være sagt med det samme: Søpindsvin smager som intet andet. Og dét er på den gode måde; helt bløde og som luftig smør med en smag som at stå midt i en havstorm ved Færøerne (hvor søpindsvinene da også kommer fra).

Når kødet rammer det varme, grillede og smørfyldte brød smelter de let, og konsistensen er lidt som smeltet, meget luftig lardo.

Det eneste Beau gør ved søpindsvinene er at åbne bunden på dem, så man kan komme til kødet. Alt hvad de indeholder af saltvand får dermed lov at komme med ind til serveringen, og dér har du så din himmerigsmundfuld.

Smagen er fantastisk. Det lyder måske simpelt, men det er intet mindre end fantastisk.

Efter vi havde spist begge søpindsvinene opdagede vi, hvor friske de faktisk var; de bevægede stadig piggene (jeg tænker, at det blot er den sidste rest af nerver, for det var jo kun skal og pigge tilbage – alt andet var spist)!

Dét er fa’me frisk mad!


Gillardeau- og Fines de Claire-øster med citron og hvid peber.

Fra kortet bestilte vi også østers. For – bare for sjov – at kunne sammenligne bestilte vi både Gillardeau- og Fines de Claire-østers. Begge serveres blot med hvid peber og citron.

Begge smagte himmelsk (eller måske rettere havsk). Fine, cremede og af det friskeste havvand.

Man kunne smage, hvor friske de var, og det er – når de er så friske og gode, som det var tilfældet – et hit kun at servere dem med peber og citron.

Vi var alle mest til Gillardeau-østers – men det er jo smag og behag.


200 år gammel mahognimusling.

Næste levende (næsten) billede var en 200 år gammel sag af en mahognimusling. Sådan en sag har jeg aldrig smagt før – og hvis ret skal være ret, så var det nok den af aftenens serveringer, som var mindst interessant.

Altså hvis man ser bort fra, at der altså er ét eller andet over at spise noget, som er 200 år gammelt og kun serveres som den er og med det saltvand, som den nu engang bærer rundt på.

Konsistensen er lidt som tunge – om end en ret lille runge. Sådan lidt hård i overfladen, og blødere indeni. Man skal lige vænne sig til den. Jeg skal i hvert fald.


Jomfruhummer med rosapeber.

Så til endnu en friskere end frisk sag; en jomfruhummer kun akkompagneret af rosa peber. Intet mere. Intet mindre.

Igen er friskheden i sagens natur altafgørende, når man serverer på sådan en måde – og Iluka kan tillade sig det. Igen var smagen intet mindre en fantastisk.

Og igen var friskheden til at ta’ at føle på – eller i hvert fald se. For da vi så nærmere på krabaten kunne man rent faktisk se hjertet slå endnu.

Makabert? Tja. Frisk? Jo. Lækkert? Bestemt!


Makrel-ceviche.

Så til en makrel-ceviche. Eller en makrel-tatar. Eller en blanding. Friske stykker af fed, frisk makrel kun tilsat citronsaft og blomsterblade.

Og igen var smagen bare frisk, frisk, frisk. Jeg gad godt vide, hvordan pokker Iluka bærer sig an med at få så friske råvarer. For smagen var for alle retters vedkommende så lækker, indbydende og frisk – og jeg mener: Makreller kan de vel for helv…. ikke have svømmende levende rundt i baglokalet. Eller kan de?


Østers, mandler, blåmuslinge-granité og østersurt.

Så til en ret, hvor det maksimale antal ingredienser pr. ret var nået. Fire.

Nederst lå en frisk, lille østers og oven på var finthakket mandel toppet med blåmuslinge-granité og østersurt.

Man kunne smage hver enkelt ingrediens, og de var så gode i hinandens selskab. Ingen overdøvede den anden, men de akkompagnerede blot hinanden på fineste vis.


Kartoffelpuré, æggeblomme og bottarga.

Så til aftenens første varme ret: Den blødeste, luftigste kartoffelpuré med et lille låg af æggeblomme og bottarga på toppen.

Creme brûlee er vel det, som man bedst kan sammenligne retten med. Den varme kartoffelpuré havde nemlig fået en lille millimeter af æggeblommen til at stivne. Bottargaen smager jo bare fantastisk, og når man kan søbe retten op med flere skiver af det grillede brød fra Mr. Mart, så er lykken gjort!


Rødtunge, spinat og kantareller.

Så til det man vel bedst kan betegne som aftenens deciderede hovedret: Helstegt rødtunge på en bund af spinat serveret med friske, smørstegte kantareller.

Efter et lynkursus i, hvorledes krabaten nemmest blev gjort benfri og klar til indtagelse fik dén hurtigt ben at gå på.

Og smagen? Lige i skabet. Og tilberedningen? Til perfektion. Intet mindre; fisken flagede så fint og faldt fra benene blot man kiggede på den og blinkede med øjnene.


Mælkeis, blød marengs og tangolie.

Desserten havde også et touch af hav: Mælkeis med en fløjlblød marengs serveret i en lille fin sø af tangolie.

Havde det været en almindelig flødeis under den fede marengs, så havde retten nok været lige til den fede side. Men mælkeisen havde det perfekt under den luftige dyne.

Og det smagte virkelig skønt sammen med tangolien.

Øverst var hvad vi blev enige om nok var en smule revet lakridsrod. Jeg er ikke så stor fan af lakrids. Hverken i hovedretter eller desserter. Kun i … Ja, lakrids.

Men lige her gjorde det sig nu alligevel helt godt. Indrømmet.

Samlet set var aftenen på Iluka en kæmpe oplevelse. Både indtryks- og smagsmæssigt. Vi fik retter, som jeg ikke selv på nogen måde kan hive op af hatten på dén måde, og det er dét, som jeg elsker ved at besøge restauranter. Altså når de så til gengæld netop kan hive sådanne oplevelser op af hatten.

Samlet set gav vi i alt knap kr. 1.500,- for os alle tre ekskl. vin – og for de retter, som vi fik serveret, der vil jeg kalde det decideret billigt.

Iluka er pengene og et besøg værd. Kort og godt …

Reklamer

Pssst ..!


Stilhed. Eller rettere: Årsagen stilheden.

20. juni. Så lang tid siden er det, at der sidst skete noget her på bloggen. Det betyder ikke at mit liv har stået stille siden da. Tværtimod.

Jeg har med familie kørt Skandinavien rundt på (næsten) ydersiden; Fra Sjælland til Stockholm over Turku og op langs den finske kyst til toppen af Norge og ned langs den norske kyst inden vi ramte den jyske vestkyst og vendte næsen retur. Alt sammen i en 26 år gammel autocamper, som – og heldigvis for det – holdt hele vejen og kun lavede lidt ballade med lidt utætte vinduer og andre småting. Alt sammen noget, som kunne fikses med gaffatape.

Nåh, men altså derfor stilhed her på bloggen.

Men nu er vi tilbage i Danmark. I skrivende stund er sønnike og jeg godt nok, pga. abstinenser til livet på landevejen, taget på eventyr i selvsamme autocamper, mens moren er til personalefest.

Hvorom alting er: Det varer ikke længe, så kommer der nok til at ske lidt herinde igen.

Så tag godt fat om din tålmodighed, og hold den i hånden lidt endnu …

Hyldeblomstsaft (og senere også hyldeblomstsnaps)


Hyldeblomstsaft og (snart) -snaps.

Mængde:  4-4,5 liter hyldeblomstsaft og 75 cl. snaps.
Forberedelsestid: 15-20 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter – herefter 3-4 dage i køleskabet for saften. snapsen skal stå i 5-6 uger inden dén er klar.

Ingredienser
50-60 skærme hyldeblomster
1 kg sukker
3 citroner
3-3,5 liter vand
1 flaske vodka

Opskrift
Blomsterne renses grundigt og stænglerne tages af (altså de store og grove – de små lader du blot sidde). Kog vand op med sukker til sukkeret er oplæst. Tilsæt citroner i skiver, hvorefter blomsterne også tilsættes.

Køl af og læg låg på gryden. Lad det trække i køleskabet i 3-4 dage, hvor du rører i det to gange i døgnet. Smag dig frem til, hvornår du synes, at den sidder lige i skabet.

Saften er derefter klar; sigt den og hæld den på skoldede flasker. Den kan nu blandes ca. 1 til 4.

Blomsterne og citronskiverne smider du i en anden flaske med den sirup, som nu engang hænger ved. Herefter tilsætter du vodka og så lader du tingene hygge sig i 5-6 uger, hvorefter du står med et rasende godt “affaldsprodukt” fra saftproduktionen: Hyldeblomstsnaps.

Cocktails med gin, grapesodavand og rosmarinsirup


Med gin så selv den førstefødtes mor nu ka’ li’ det …

Antal personer:  Tja – opskriften er pr. drink, så kan du jo se, hvor længe du holder.
Forberedelsestid: 10 minutter + afkøling.
Tilberedningstid: 2 minutter.

Ingredienser
Isterninger
4 cl. gin
4 kviste rosmarin
1/2 dl. sukker
1 dl. vand
3 cl. grapesodavands-koncentrat (opskrift her)
6 cl. mineralvand

Opskrift
Du skal lige have bikset rosmarinsiruppen sammen først, for den skal lige nå at køle af, inden du bruger den: Kog vand og sukker op og smid rosmarinen i. Lad det koger lidt ind til en tynd sirup.

Tag fra varmen og lad det køle helt af, inden du fisker rosmarinen op. Så er din sirup klar.

Nu til det sjove: Smid et par isterninger i et glas, og hæld gin på. Så rosmarinsirup.

Og så grape-halløjet og mineralvand. Pynt med et par skiver frisk grape sat på en rosmarinkvist (hvis du kan – ellers kan en lille kødnål faktisk også gøre jobbet flot), og så er alle glade …

Årets – altså sidste års – sidste menu …

Igen i år var vi i gode venners selskab på årets sidste aften – og igen var menuen helt i top.

Vi har tradition for at dele tingene mellem os, hvor vi ta’r os af forret og børnemenu. Og så bliver hovedret, dessert, kransekage og brunch til dagen efter ellers fordelt mellem de andre.

Som regel har værtsparret også en fantastisk evne til at få fat i de bedste og mest friske østers, ligesom vi ofte også har en lille appetizer med til når hende med cigaretterne taler fra Amalienborg.

Og menuen …

Appetizer: Verdens Bedste Brød (opskrift her) i daggammel udgave stegt i olivenolie og jomfruhummerskaller med trøffelmayonnaise til.

Østers: Limfjordsøsters og franske østers (for sammenligningens skyld, hvor jeg personligt var mest til de danske, som smagte en anelse mere af hav, mens de franske var mere “cremede” i det) med enten blot citron eller en mild chilisauce.

Forret: Lammetatar, stegt lammemørbrad, jomfruhummer, kartoffelskiver friteret i trøffelolie, blegselleri og hummermayonnaise (opskrift her).

Fiskehovedret: Grillede havtaskekæber med krabbe, friterede jordskokker og creme på jordskokker.

Kødhovedret: Helstegt tyksteg med hoisinmayonnaise, broccoli i tempura, grillet citron, friterede glasnudler, sauce på rød karry og knust tang.

1. dessert: Hvid chokolademousse med revet chokolade og pistacie.

2. dessert: Bagt cheesecake med blåbær.

3. dessert: En iransk “roulade” med mozzarella og frisk mango.

Kransekage: Hjemmelavet vel at mærke …

Mad. God mad. Bedste mad i 2017 …

Det her skulle egentlig være en Top 10 over, hvad der smagte bedst i det lille hjem i 2017.

Men jeg ku’ kun koge det ned til en Top 14. Deal with it.

I min gennemgang af de forskellige ting, som røg på bordet her i 2017 ka’ jeg se, at nok kan det være, at sommeren, som vi for en gangs skyld havde fornøjelsen af at holde her i Danmark, var mere grå end blå, men vi fik fa’me go’ mad – flere af retterne på listen er fra netop sommerferien.

Flere af retterne på listen er dermed sommermad, og dermed ikke just i sæson lige nu. Men skriv dig dem bag øret – for de holder, gør de!

Sommeren 2018 bliver speciel for den lille familie; vi har købt en gammel autocamper, og har en plan om at lave en “Tour de Skandinavien rundt på ydersiden”. Altså over til Sverige, så over vandet til Finland, op langs kysten op til det allernordligste Norge og ned langs den norske kyst lidt ind i Sverige igen og så hjem.

Livet skal ned i gear; vi skal nyde hinandens selskab og naturen omkring os. Finde lokale råvarer, spise ting, som vi ikke aner, hvad er og bare leve livet. Hold nu kæ.., hvor jeg glæder mig!

Nåh, men den tid, den glæde. Nu til hitlisten for i år. Der er link til hver enkelt ret, så klik løs og lad dig inspirere …

 

Nr. 14: Skindstegt laks, skummende muslingesauce og grøn olie

 

Nr. 13: Tiroler-speckknödel med timiansmør

 

Nr. 12: Trøffelfarserede grisetæer med smør- og lardodampet spidskål

food

 

Nr. 11: Éclair med røget gåsebryst, aspargesmayonnaise og kartoffelpuré

 

Nr. 10: Grillet blæksprutte med brankede kartofler, grillet citron og to slags mayonnaise

 

Nr. 9: Frikassé med stegt multe og strandkål

 

Nr. 8: Smørdampet torsk med knoldselleri, sprødt kyllingeskind, kamille-infuseret fløde og dildolie

 

Nr. 7: Grillet jomfruhummer med knuste, nye kartofler og grove chips af samme

 

Nr. 6: Ravioli med cognacflamberede svampe, fasan og timiansmør

 

Nr. 5: De friskeste Moules Frites i mands minde

 

Nr. 4: Grillet og (let)røget lammekrone med gran- og løvstikkebearnaise

 

Nr. 3: Friterede blåmuslinger med kartoffelspåner, brændte løg, aspargesmayonnaise og løvstikkeolie

 

Nr. 2: Lammetatar med jomfruhummer, stegt lammemørbrad, chips på nye, danske kartofler, blegselleri og aspargesmayonnaise

 

Nr. 1: Grillede limoncello-marinerede havtaskekæber med dildkartofler, grillet citron og hybenblade

Rom og kultur: Madkultur | Kap. 4

Dag 3  | Frokost på Roscioli Pasticceria

Cirka ligeså synlig indgangsparti som Rosciolis aften-restaurant …

Vi var helt pjattede med vores aften på Salumeria Roscioli, at vi besluttede af besøge deres frokostrestaurant kun et par husnumre derfra til frokost dagen efter, inden vi skulle mod lufthavnen og hjem mod Danmark igen.

Frokostrestauranten er umiddelbart et lille bageri med små kager, et par sandwhich (gode vel at mærke, så det ud til). Man skal lidt vide, at bevæger man sig ind i det, som mest af alt ligner indgangen til et baglokale bagest i butikken, så er der ét stort bord med plads til 12 personer.

Og selvfølgelig var der ikke plads.

Men vi blev lovet en plads 20 minutter senere, og besluttede, at byttede vi rundt på rækkefølgen i frokost og projekt “køb-fodbold-trøje-med-hjem-til-den-førstefødte-i-en-af-de-små-kineser-bikse-som-tilsyneladende-forhandler-alt”, så kunne vi nok nå vores fly alligevel. Med hiv og sving.

Som sagt så gjort.

Udvalget af retter er mindre end i aftenrestauranten, men alt andet havde også være helt vanvittigt – og de retter der er, de er til gengæld lige i skabet.

Både dem vi valgte, men at dømme ud fra vores medspisere rundt om bordet, så sad deres også lige i skabet.


Ret A: Linguine di Gragnano.

Hjemmelavet linguine kogt til perfektion med tørret torsk, tørrede peberfrugter, sprød selleri og bottarga. Ja, tak! Kunne man spise det hver dag til frokost, så ville jeg gøre det.


Ret B: Tartare de Salmone Balik.

Laksetatar på røget og frisk laks, frisk gedeost, hasselnødder, hindbær, hindbærfrø. På toppen derudover et par græskarkerner og en velsmagende hindbærsauce.

Til de to retter røg der et par glas vin ned, og vi endte med en regning på 60 euro. Og ja, igen, så var det i sandhed prisen værd!

Så hvad venter du på? Kom afsted mod Rom og lad gamle, mere eller mindre, sammenfaldne murbrokker være murbrokker og spis noget god mad i stedet for

Kontaktinformation
Roscioli Pasticceria
Piazza Benedetto Cairoli, 16
00186 Roma

Rom og kultur: Madkultur | Kap. 3

Dag 2  | Aftensmad på Salumeria Roscioli

Ikke det mest prangende indgangsparti …

Man skal lidt vide, at der ligger en restaurant inde bag vinduet, som mest af alt ligner et udstillingsvindue i en delikatesseforretning.

For det er da også hvad det er – i dagtimerne. For der er det en reel delikatesseforretning, hvor du kan handle ind til en aften i himlen rent smagsmæssigt. Der er skinker, trøfler, fisk, oste og vine til enhver smag. Alt er overdådigt og indbydende, og kan du gå derfra uden at have brugt hele din samlede pension, så har du viljestyrke ud over det sædvanlige!


Alt er godt. Alt.

Nå, men om aftenen, så ryger der en flot borde på gulvet, og så bliver forretningen omdannet til restaurant. Og en virkelig god en af slagsen.

Køkkenet er delvist bag disken og ude bagved, så man får et tydeligt indblik i kokkenes arbejde, når man sidder der.


Undertegnede sad ved montren med ostene under middagen – hvilken udsigt!

Igen var det sin sag at bestemme sig for, hvad aftenens menu skulle lyde på; alt på kortet lyder godt.

Og her kommer aftenes kvindelige tjener så ind i billedet; sjældent har jeg mødt en person, som gik så meget op i at hjælpe os på vej, spørge ind til, hvad vi kunne lide og ikke lide, spørge om bestemte preferencer og om der var ting, som vi kunne have interesse i at smage.

Så hvad vi umiddelbart havde i tankerne at bestille, der røg 3/4 væk igen og nye retter kom på, som hun overbeviste os om, at vi ville finde endnu mere interessante.

Og hun havde ret, skulle tiden senere hen vise.

Nåh ja, og så skar vi to serveringer fra, for som hun sagde, så kunne det jo være, at vi blev lidt mere mætte end vi umiddelbart troede, og det ville jo være synd, at det eneste vi kunne huske efterfølgende når vi gik derfra var, at vi var blevet overmætte i stedet for, at maden var god.

Igen fik hun ret. Antallet af retter var mer’ end rigeligt …

Mht. vin var vi også lidt i vildrede, da vinkortet på Salumeria Roscioli er længere end langt. Her hjalp vores tjenerinde os igen på vej; vi smagte et par forskellige vine ud fra, hvad hun mente ville falde i vores smag, efter en kort dialog om, hvad vi normalt finder lækkert. Vi smagte vine til forretterne, og inden hovedretterne kom, så lavede vi samme øvelse igen med vine dertil.

Forretter

Forret A: Stracciata Pugliese, zucchine e bottarga.

Første ret var den italienske friskost “stracciata” – eller det vil sige, at vores tjenerinde fik kokken til at lave retten med burrata i stedet for, da vores begejstring for dén ost ikke er at kimse af, hvilket hun tydeligvis mærkede.

På osten var en skøn omgang lynstegte zucchini med lidt olivenolie, mynte og citron, og som prikken over I’et var der revet bottarga, som er tørret multeæg.

Simpelt, ganske få ingredienser men alligevel så utroligt velsmagende!


Forret B: Piedmont Beef Tartare.

Der sku’ mer’ burrata til. Og det kom der; her i skøn kombination med den lækreste skrabede tatar og en anelse røget paprika.

Det friske kød og den bløde, cremede ost er himlen i fast form. Jeg havde ikke selv umiddelbart sat de to ting sammen, men det kommer jeg til, for hold op, hvor er det bare godt!

Hovedretter
Hovedret A: Stinco di Manzo Stracotto.

Ja, det ligner sgu’ ikke meget mer’ end en omgang almindelig, dansk, bagt leverpostej. Men det er det!

Stinco di Manzo Stracotto er en ret med braisereet okseskank med balsamico og på siden ligger hjemmelavede, syltede grøntsager.

Der er meget smag i retten, at man hurtigt glemmer synet. Alt var smagsmæssigt afstemt til perfektion, og det lidt syrlige i grøntsagerne gav det kraftige kød modspil på superb vis.


Hovedret B: Burro e Parmigiano “Francescana”.

Hovedret B er reelt ikke en hovedret, da en pastaret i Italien ikke er en hovedret. Sådan er det bare.

Men ikke desto mindre røg den ind som anden hovedret hos os denne aften.

Retten består af Rigatone med en Echirè demi-saltet smør samt tre slags parmesan; én 36-måneders parmesan på mælk fra røde køer, en 36 måneders parmesan på mælk fra bruna alpine-koen samt den klassiske “reggiano” på ligeledes 36 måneder.

Jeg har – og jeg har spist meget pasta gennem mit liv – sjældent smagt en så velsmagende pastaret. Længere er den ikke.

Smid straks al din almindelige parmesan (og i særdeleshed Grana Padano) ud, og skaf dig god, reel parmesan – der er en verden til forskel!

Desserter

Dessert A: Creme Brûlee med pistachie.

Vi havde egentlig ikke plads til dessert, men vores tjenerinde bad os alligevel ta’ netop denne ene dessert. Derefter måtte vi gerne slippe, hvis det var. Jeg er glad for, at hun fik os overbevist – den var den perfekte afslutning på en vindunderlig aften!

Nåh ja, og inden vi kom til regningen kom der i øvrigt også lige to små, romerske småkager ind, som man kunne dypper i en omgang 85% flydende chokolade.

Så var der heller ikke plads til mere, og efter en espresso til os begge røg regningen op på 125 euro alt inklusiv.

Jeg må igen ta’ hatten af for, at man kan få så meget velsmag (både i mad og vin) for så få penge. Salumeria Roscioli er mer’ end blot en almindelig anbefaling værd!

Kontaktinformation
Salumeria Roscioli
Via dei Giubbonari, 21
00186 Roma

Rom og kultur: Madkultur | Kap. 2


Én af retterne på l’orso 80.

Dag 2  | Frokost på l’orso 80
Morgenmaden på hotellet er enorm, så decideret sultne omkring frokosttid blev lidt et problem. Men man må jo gøre sig hård!

Så tre kvarter inden eftermiddagslukningen mellem frokost og aften, der indtog vi en plads på en genganger fra sidste gang vi besøgte Rom: l’orso 80.

Sidst vi var der røg den helt store antipasti-omgang ned. Men den mætter. Og den mætter så meget, at det ville være decideret idiotisk at bestille den på en ikke helt vildt sulten mave.

Til gengæld har de en fiske-antipasti, som vi røg på i stedet for (vi havde egentlig en plan om blot pasta med friskrevet trøffel, men de havde ganske enkelt ingen trøfler i restauranten, da priserne på daværende tidspunkt stadig var helt i sky, hvorfor en sådan ret ville være noget nær ubetalelig).

Retten er egentlig til én person, men vi blev enige om at dele den – og der var fint med mad til to personer!

Serveringerne bestod af friske østers. Det er de bedste østers, som jeg nogensinde har fået. Min ledsager er ikke tosset med østers, men de var så gode, at vi bestilte et par stykker mere efterfølgende. Det si’r ikke så lidt.


Jomfruhummer og de mest friske, lækre østers.

Så var der råmarinerede jomfruhummere blot med citronsaft og lidt olivenolie, friskdampede blå- og hjertemuslinger, en seafood salad, dampet laks og laks i en art appelsinsauce.

Åh ja, og nogle små fine blæksprutter i en kraftig tomatsauce.


Den ene af retterne med dampede muslinger.

Prisen for antipastien var 25 euro. Hertil kommer der så 6 euro for de ekstra østers og vist nok 9 euro for et par glas hvidvin eller tre.

Det er sgu’ billigt! Og det er i særdeleshed billigt for god, veltilberedt og frisk mad som det, man får serveret på l’orso 80.

Kontaktinformation
l’orso 80
Via dell’Orso, 33
00186 Roma

Rom og kultur: Madkultur | Kap. 1


Husk at indtage rigelige mængder væsker undervejs …

I det tidlige efterår var vi en forlænger weekend i Rom. En by som jeg har været i en håndfuld gange efterhånden, startende med studietur og 18-års fødselsdag i gymnasiet, hvor maden mestendels var flydende og ellers pizza fra de små boder omkring Termini-stationen, hvor vi boede, over ture med mere kulturelt formål til denne, hvor kulturen ku’ rende og hoppe og maden var det eneste reelle formål.

Hver sin tur har haft sin charme, men denne træder nu alligevel frem. Vi har spist nogle virkelig gode og anderledes retter på ditto steder, som vi nok slet ikke havde opdaget med blot var gået forbi, hvis ikke vi havde haft planen klar og havde nogle gode anbefalinger med hjemmefra.

Så spænd sikkerhedsselen og kom med Rom rundt i den bedste form for kultur: Madkultur!

Dag 1  | Indlogering og aftensmad
Vi ankom over frokost med håndbagagen i hånden, hoppede vi direkte på toget mod Trastevere-området, hvor vi boede i det gamle, renoverede kloster, der nu fungerer som hotel Donna Camilla Savelli – et vanvittig godt udgangspunkt for indtagelsen af store mængder god mad de næste par døgn.

Hotellet er i høj grad anbefalelsesværdigt; det er utrolig flot indvendig som udvendig. Der er bl.a. en virkelig flot have i midten, hvor man – hvis man kommer lidt tidligere på året og temperaturen stadig er lidt højere end det var tilfældet for os – kan nyde sin morgenmad.

Værelserne er store (i hvert fald, hvis man – som os – bliver opgraderet til en suite) og rene, og da hotellet ligger lidt oppe på en bakke ift. den mest pulserende del af Trastevere, så er der fredeligt og roligt – men med kun 30 sekunders gang til netop dén pulserende del.

Morgenmadbuffeten er eneste problem, hvis man er i Rom for madens skyld; den er ganske enkelt for stor, indbydende og lækker og indeholder alt, hvad man kunne ønske sig. Det betyder med andre ord, at man ka’ ha’ problemer med at nå at blive sulten til frokosten skal indtages.

Kontaktinformation
VOI Donna Camilla Savelli Hotel
Via Garibaldi 27
00153 Roma

Aftensmad på Armandos al Pantheon
Nåh, men til aftensmaden første aften. Vi havde hjemmefra bestilt bord på Armando al Pantheon. Mine italienske sprogkundskaber er begrænsede til mestendels af omhandle mad, så hjemmefra havde vi fået min kære far, som kan italiensk, til at bestille bordet for os. Det kan tilsyneladende ikke lade sig gøre online. Kan du ikke italiensk, så frygt ej; de taler også engelsk til husbehov.

Uanset hvad, så skal der bestilles bord. Der er plads til omkring 30 personer på restauranten, og har du ikke bestilt bord (det gælder alle dage), så glem alt om at spise der. Mens vi var der blev de første 20-25 personer afvist.

Armandos ligger – som navnet antyder – tæt på Pantheon. Men GPS i hånden til trods, så nåede vi at gå forbi indgangen to gange, før vi opdagede, at vi rent faktisk var ved målet; der er kun et lille skilt til højre for en ikke prangende dør, som indikerer, at der ligger en restaurant. Og så en markise over, som er rullet ind om aftenen.

Menukortet er markeret med små ikoner ud for retterne, som indikerer om det er almindelige retter, lokale, romerske retter eller lokale, romerske retter, som Armando har fortolket lidt på. Efter laaange indledende diskussioner om, hvad der sku’ på bordet kom vi i mål …

Forret


Forret A: Coratella d’Abbacchio.

Vi gik bevidst efter retter, som man ikke lige støder på hver dag – og gerne med ingredienser, som man ikke nødvendigvis støder på, på hvert et gadehjørne.

Armando har flere af den slags retter på kortet – han har dog også flere “almindelige” retter, så alle kan finde noget, som falder i deres smag.

Vi startede med en ret bestående af lammehjerte, -lever og -hjerte, som er sauteret og stegt sammen med en god omgang frisk spinat, rigeligt smør og godt, smørstegt brød; en simpel ret, hvor hver en smag træder helt tydeligt frem. Og i hinandens selskab er du et lille skridt tættere på den smagsmæssige himmel.


Forret B: Bruschetta alla Serafini.

Samtidig med coratella’en kom den en gammel kending på bordet, som spredte duft til hele bordet: Bruschetta alla Serafino.

Det er grillet brød med lardo, vagtelæg og trøffel fra Norcia i Umbrien. Igen uhyre simpelt. Og igen uhyre velsmagende. Lardoen smelter langsom ned i brødet, og i kombination med det lille, fine vagtel-spejlæg og – ikke mindst – friskrevet trøffel, er lykke gjort.

Hovedret


Hovedret A: Anatra alle Prugne.

Den ene af hovedretterne var lidt af en julet omgang bestående af and med svesker. Ja, den ser måske ikke ligefrem Michelin-restaurant-agtig ud (hvilket generelt ikke er tilfældet hos Armando), til gengæld smager den godt.

Det er nok den mindst specielle ret, og en ret, som nemmest kunne kopieres her i matriklens køkken.

Anden var tilberedt til perfektion og kødet hoppede af knoglerne og direkte ind i munden blot man blinkede med øjnene. Lækkert!


Trippa alla Romana.

Så kom den mest specielle ret denne aften på bordet. Jeg mente at kunne huske, at have læst et eller andet om trippa for længe siden. Jeg mente også at kunne huske, at det var noget, hvor jeg umiddelbart tænkte, at det kunne blive lidt en udfordring at smage.

Men jeg kunne ikke huske det helt præcist, da vi bestilte. Og man ska’ jo prøve noget nyt.

Så Trippa alla Romana kom med i bestillingen. Trippa alla Romana er kallun i bedste romerske stil med tomater, mynte og Pecorino.

Kallun, tænker du så. Hvad er det? Jo, det er den fjerde og sidste drøvtyggermave. Og ja, det er specielt. Min ledsager, som ellers er altædende, måtte pænt takke nej. Det er vist første gang, at jeg nogensinde har oplevet det.

Men jeg kunne godt li’ det – jeg kunne virkelig godt li’ det. Konsistensen er lidt spøjs, men hold op, hvor er der smag og velbehag i det. Det lækre kød – eller hvad man nu kalder det – sammen med den kraftige sauce og den utroligt velsmagende pecorino er et Match Made in Heaven.

Dessert


Dessert A: Tiramisu.

Desserten var den helt klassiske Tiramisu. Herhjemme kan man støde på den med både mandellikør eller – og endnu værre – sambuca. Og sandt at sige, så synes jeg, at det er ganske sjældent, at jeg støder på en tiramisu i Danmark, som overhovedet minder om noget, som jeg vil kalde tiramisu.

Jeg var spændt på Armandos udgave. For hvordan laver en ægte italiener den så? Han laver den godt, gør han – og den var helt efter (min) bog! Lækre ladyfingers, som både havde en anelse bid, men samtidig var godt søbet ind i marsala og espresso, en luftig, velsmagende creme og cacao på toppen.


Semifreddo di Cantucci e Vin Santo.

Sidste ret var en semifreddo med mandelkager og sød vin. Semifreddo er en semi-frossen is, og i dette tilfælde var den med de velkendte italienske mandelkager og sød vin. De selvlysende kandiserede frugter kunne for min skyld godt have røget ad helv…. til, dem kan jeg ikke se fidusen i, men ud over dem – og dem kan man jo bare lade være med at spise – så var det en dessert, som smagte rigtig godt!

Samlet indtryk
Jeg elsker alt omkring Armandos al Pantheon. Lokaler, betjening og stemning er dejlig uformel. Og så er maden intet mindre end fantastisk; man kan – som man også kan tyde ud af teksten ovenfor – få retter med ingredienser, som man ikke støder ind i hver dag. Alt er veltilberedt og smager så fuglene synger.

Regningen endte på ca. 1.000,- kroner inkl. en flaske vin fra den midterste del af kortet rent prismæssigt og kaffe. Det er sgu’ også svært at klage over, så hvad venter du på? Kom afsted og aflæg Armandos et visit …

Kontaktinformation
Armando al Pantheon
Salita de’ Crescenzi 31
00186 Roma