Burger med stegt kylling, sugar coated bacon og whiskey-flamberede løg

burger
Burger med stegt kylling, sugar coated bacon og whiskey-flamberede løg.

Mængde: 3 personer.
Forberedelsestid:
5 minutter.
Tilberedningstid: 30 minutter.

Ingredienser
1 stor løg i tynde skiver
1 spsk. smør
1 spsk. smagsneutral olie
1 dl. whiskey
6 skiver bacon
2 spsk. brun farin
Burgerboller (opskrift her)
Emmenthaler
Chilimayo
3 kyllingebryster

Opskrift
Start med bacon-delen: Læg bacon på en bradepande med bagepapir, og drys den brune farin over. I ovnen ved 125 grader i små 30 minutter. Herefter skal den køle lidt af inden serveringen.

I mens: Smid dem på en pande ved svag varme med smør og olie. Lad dem hygge sig uden at røre alt for meget i dem. Efter små 20 minutter skulle de gerne være bløde og lidt brunede og ganske søde. Smid alkoholen på og flambér krabaterne. Så’ de færdige …

Kyllingebrysterne banker du blot lidt flade, og så er det ellers blot at stege dem på panden i lidt olie og smør til de er gyldne og sprøde på ydersiden og gennemstegte. Efter du har vendt dem fra den ene side til den anden, så lægger du skiver af osten på, så den kan smelte.

Ooooog så er det ellers bare at servere …

Reklamer

Sprøde, fedtede chapati med oksekødsfyld

Chapati
Sprøde, fedtede chapati med oksekødsfyld.

Mængde: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Uhh, det her vil gøre sig godt som tømmermandsmad. Her til aften udfyldte det nu blot rollen som aftensmad i almindelighed – og dét gjorde den nu meget godt.

Opskriften på brødene finder du i øvrigt her.

Ingredienser
500 g hakket oksekød
1 tsk. fennikelfrø
1 æg
Salt
Peber
Lidt chilipulver
Revet ost
Ghee
Snittede forårsløg
Chilisauce

Opskrift
Steg kødet sammen med fennikelfrø, chilipulver, salt og peber for fuld skrue til det er brunet. Tag det herefter af varmen, og lad det køle lidt af inden ægget tilsættes og hele herligheden samles lidt.

Pensl den ene side af en chapati med smeltet ghee og læg kød på, hvorefter lidt revet ost smides over. En anden penslet chapati smides ovenpå. Fortsæt således til alle brød er brugt og det samme er sket med kød såvel som ost.

Opvarm en stor slat ghee for fuld damp i en pande, og smid så “sandwhichen” på. Når den er sprød og gylden på den ene side, så vender du forsigtigt, tilsætter evt. lidt ekstra ghee og gør det samme med den anden side.

Voilas, så er der mad! Pynt med lidt fintsnittede forårsløg samt chilisauce efter smag og behag.

Velsmagende og varmende kylling med rispilaf

Chicken
Aftenens menu.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter samt natten over i marinaden til kyllingen.
Tilberedningstid: En lille times tid.

Ingredienser
3 fed knust hvidløg
1 tsk. knust korianderfrø
1 tsk. knust spidskommen
1 tsk. knuste, grønne kardemommekapsler
1 tsk. røget paprika
1 tsk. cayennepeber
1 kanelstang
En smule salt
3 spsk. citronsaft
2 store kyllingelår med skind, ben og det hele
1 lille, finthakket løg
1 dl. basmatiris
1,5 dl. hønsefond
En håndfuld sultanarosiner
0,5 dåse kikærter
Græsk yoghurt
Frisk koriander

Opskrift
Smæk det ene fed hvidløg, korianderfrø, spidskommen, kardemomme, paprika, peber og citronsaft sammen og vend kyllingen deri. Lad det marinere natten over i en en skål dækket med husholdningsplast.

Varm lidt olie i en pande og brun kyllingen på alle sider deri. Tag kyllingen af panden.

Skru lidt ned for varmen, og smid løg og det resterende hvidløg deri. Lad det blive klart, og hæld det så derefter i en stegeso sammen med risene. Rør lidt rundt i herligheden, så risene når at optage fedtstoffet.

Smid så alle resterende ingredienser samme ved, rør rundt, og læg kyllingen på toppen. Eller det vil sige, du skal lige mase dem lidt ned i alle de andre smagsgivere. Nåh ja, og yoghurt og koriander skal ikke i endnu. Sorry.

Låg på og så i ovnen ved 220 grader i 35 minutter.

Af med låget, op på 250 grader i ti minutter yderligere.

Så er det ellers bare at servere med en klat yoghurt og koriander på toppen.

Mellemøstlig mundfuld

Marroko
Den næstsidste aften i 2013’s menu: En mellemøstlig mundfuld.

Antal personer: 3 (ret sultne) personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 45 timer.

2 andebryster
Salt
Peber
200 g champignoner
2 rødløg i både
3 gulerødder i store stykker
500 g kartofler skåret i mundrette stykker
1/4 saltet citron (opskrift her) hakket i små tern
1 øko-citron skåret i både
Olivenolie
2 dl couscous
Kernerne fra 1 stort eller 2 små granatæbler
Frisk koriander

Smid svampe, løg, gulerødder, kartofler og begge typer citroner i et ildfast fad med lidt olivenolie og et skud salt og peber. Sørg for, at alle grøntsager bliver smurt lidt ind i olien. Ind i en 210 grader varm ovn i samlet set 45 minutter.

Når der er 25 minutter tilbage af tilberedningstiden på grøntsagerne smides andebrysterne ind oven på grøntsagerne. Andebrysterne skal lige være ridset i fedtet (ned til kødet, ikke i) og have fået en omgang salt og peber inden i øvrigt.

Når der er 5 minutter tilbage af tilberedningstiden på grøntsager og and, så koges 1 1/2 dl vand op. Couscous’en hældes i vandet, som tages fra varmen. Lad couscous’en tilberede sig selv ved blot at lade det ligge under låget i de fem minutter. Når den er færdig, så bank kernerne ud af granatæblerne og tilsæt dem. Smag til med lidt salt og peber.

Server ved først at lægge et lag couscous, så lidt grøntsager og til slut anden i finde skiver. Nåh ja, og til mest slut, så giver du det hele en rundhåndet omgang med frisk koriander.

Marrokansk kyllingeret

Marokko
Marrokansk kyllingeret.

Antal personer: 6 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 40 minutter.

2 løg
3 porrer
Lidt smagsneutral olie
1 fintrevet stykke frisk gurkemeje, så du ender ud med ca. 1 1/2 tsk.
2 tsk. friskrevet ingefær
800 g kyllingeinderfilet
2 hele kanelstænger på omkring 5 cm hver
2 tsk. stødt spidskommen
Salt
Peber
1 tsk. hakket hvidløg – brug bare det fra glas, det er fint
3 dl hønsefond
100 g tørrede abrikoser skåret i mindre stykker
50 g tørrede tranebær
50 g mandler
2 dåser kikærter
Koriander til pynt efter smag

Skær løgene i grove tern og porrer i strimler.

Opvarm olien i en wok og brun dem på alle sider sammen med gurkemeje, hvidløg og ingefær. Smid så porrer og løg deri, og lad det brune med i et par minutter eller tre.

Så er det i med kanel og spidskommen, og der smages til med salt og peber. Samme vej ryger fond, abrikoser, tranebær og mandler. Lad hele dynen simre i 15 minutter.

Tilsæt kikærterne (husk lige at hælde vandet fra) og lad det simre i yderligere 15 minutter.

Server med naanbrød, ris eller andet godt – og masser af frisk koriander.

Opskriften tager sit udgangspunkt i en opskrift på kristina-kitchen.blogspot.dk

Bobootie

DSC_0015
Bobootie.

Antal personer: 2–3 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 55 minutter.

2 finthakkede skalotteløg
Lidt smagsneutral olie
1 stort madæble i små terninger
75 sultanarosiner
1 spsk. god karry
400 g hakket lammekød
1 dl lammefond
Salt
Peber
1 spsk. citronsaft
2 spsk. stærk mangochutney
75 g hakkede mandler
2 skiver toastbrød opblødt i mælk (pres mælken ud efterfølgende)
1 dl mælk
2 æg

Opvarm en smule olie i en tykbundet gryde ved jævn varme, og svits løgene deri til de er klare. 5–7 minutter er nok ikke helt ved siden af. De må endelig ikke blive brune.

Tilsæt så æbler, rosiner og karry, og rusk godt rundt i skidtet i 2–3 minutter. Tag så halvdelen fra.

I gryden med lammekødet – skru gerne lidt op for varmen, så kødet ikke koger, men bliver stegt. Tilsæt herefter fond, som koges ind under konstant omrøring. Smag til med salt og peber, og smid chutney og citronsaft sammen med mandlerne.

Pisk æggene sammen med det opblødte brød.

Smør en ildfast fad med lidt olie, og hæld halvdelen af kødet fra gryden deri. Derefter et lag af æble-halløjet og halvdelen af ægge/brødblandingen. Så kommes endnu et lag af kødet på og der toppes med den resterende del af æggeblandingen.

Ind i ovnen med hele molevitten i omkring 40 minutter.

Opskriften er oprindeligt fra anjasopskrifter.dk. – dog med ganske små justeringer.

Kyllingecurry fra Sri Lanka

DSC_0009
Kyllingecurry fra Sri Lanka.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid:
45 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

600 g kyllingebryster
2 spsk. hvidvinseddike
Salt
1 tsk. spidskommen
2 tsk. korianderfrø
2 hele kanelstænger
5 nelliker
4 grønne kardemommekapsler
6 bukkehornsfrø
10 curry leaves
2 peperocini
1 stort løg
2 tsk. ingefærpasta
2 fed hvidløg, knuste
1 tsk. gurkemeje
200 g hakkede tomater
1 1/2 dl lunken vand
50 g kokosfløde, revet
Frisk koriander til pynt

Skær kyllingen i tern, og bland den med eddike og lidt salt. Stil det i køleren og lad det marinere i min. 30 minutter.

Varm en pande ved jævn til hård varme, og smid korianderfrø, spidskommen, kanel, nelliker, kardemommekapsler, bukkehornsfrø, peperocini og curry leaves. Lad det hygge sig på panden under let omrøring til en dejlig duft breder sig. Hæld det herefter over i en kaffekværn og kør det til fint pulver.

Varm olie i en gryde, og lad løget svitse et par minutter eller fem. Tilsæt så ingefær og hvidløg, og giv det yderligere et minut.

Smid gurkemeje, kylling og krydderierne fra kaffemøllen samme vej sammen med tomater og vand. Bring det i kog, og lad det simre i 20–25 minutter.

Tilsæt kokosfløden og lad det smelte ud i retten. Lad det simre i yderligere 5–8 minutter.

Server med friskkogte jasminris og frisk koriander.

Honning/bourbon-marineret kylling med whiskeysmør – og så en ananas/myntesalat on the side

Ananas
Honning/bourbon-marineret kylling med whiskeysmør – og så en ananas/myntesalat on the side.

Antal personer: 3 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 0 minutter.

Opskrifterne på hhv. kyllingen og whiskeysmørret finder du her og her. “Salaten” er at finde nedenfor.

1 frisk ananas skåret i mundrette stykker
1 bdt. frisk mynte
1 rød chili i meget små tern
3 forårsløg i tynde skrå skiver
Saften fra 1/2 citron
Skallen fra 1/2 citron
1 spsk. flydende honning
1/2 spsk. hindbærolie
1/2 spsk. æbleeddike
Friskkværnet peber

Bland alt med undtagelse af honning, citronsaft, olie og eddike. Pisk honning, citronsaft, olie og eddike til en dressing, som hældes over salaten. Giv et lille skud friskkværnet sort peber, og salaten er klar …

Citron- og myntemarineret kylling med couscous med krydrede kikærter, granatæble, mandler og mynte

mad_2
Citron- og myntemarineret kylling med couscous med krydrede kikærter, granatæble, mandler og mynte.

Antal personer: 4 personer.
Forberedelsestid: 20 minutter + 8 timers opblødning for kikærterne og marinering af kyllingen natten over.
Tilberedningstid: 20 minutter.

Kyllingen og marinaden
4 kyllingebryster
1 dl creme fraiche 9%
4 fed hvidløg, finthakket
Saften fra 1 citron
1/2 stort bundt mynte, grofthakket
1/4 dl olivenolie
Salt
Peber
Spidskommen

Couscous
300 g tørrede kikærter opblødt i min. 8 timer
500 g couscous
1/2 vand
4 spsk olivenolie
Saften fra 1 citron
Salt
Peber
Spidskommen
2 granatæbler
1/4 stort bundt mynte, friskhakket
150 g mandler, grofthakket

Dressing
4 dl creme fraiche 9%
Salt
Peber
Spidskommen
Røget paprika
1/4 stort bundt mynte, grofthakket

Kyllingen og marinaden
Bland alle ingredienser og hæld marinaden over kyllingen. Lad den stå natten over i køleskabet. Steg kyllingen ved jævn til kraftig varme til den er gennemstegt – husk i øvrigt at ryste lidt af marinaden af inden stegningen, da den har lidt tendens til hurtigt at branke.

Couscous
Bring vandet i kog og tilsæt så couscous. Tag fra varmen, smid låg på, og lad det stå i fem minutter. Tilsæt så 3 spsk olie og rusk rundt.

Varm en pande op uden fedtstof, og smid mandlerne derpå. Lad dem blive gyldne, og tag dem af panden.

På samme pande opvarmes den resterende olie, og kikærterne kommes på. Krydr efter smag med salt, peber og spidskommen. Når de er gyldne og sprøde (det ta’r ca. 6–7 minutter), så tag dem af varmen.

Halvér granatæblerne, og bank på ydersiden med undersiden af en ske, så kernerne kommer ud. I en skål med dem. Samme vej med mynten. Herefter mandler og kikærter sammen med couscous. Bland det hele grundigt.

Dressing
Bland alle ingredienser. Bum!

Små deller med couscoussalat med grillede grøntsager


Små deller med couscoussalat med grillede grøntsager.

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
20 minutter.
Tilberedningstid: 20 minutter.

400 g hakket kalv og flæsk
1 bdt hakket mynte
1 æg
2 spsk mel
Salt
Peber
Smør
Olie
1 dl couscous
2/2 dl vand
1 aubergine
1 squash
1 rød eller orange peberfrugt
4 cocktailtomater i små tern
3 forårsløg i tynde skrå skiver

Bland kødet med halvdelen af mynten, ægget, mel, salt og peber. Steg dem på en pande med olie og smør.

Hæld couscousen i en skål, og overhæld den med det kogte vand. Lad det stå i 10–15 minutter. Rør herefter lige rundt i det en gang, så det ikke er en stor masse.

Imens skæres aubergine og squash i skiver, som krydres med salt og står i 5–6 minutter inden de dryppes med olivenolie og smides på en virkelig varm grillpande. Giv dem en ordentlig omgang på hver side, og skær dem derefter i mindre tern. Herefter skal peberfrugterne have en tur – de skal være i grove stykker når de kommes på panden, og skæres ligeledes i mindre tern bagefter.

Hak tomaten og bland med den sidste del af den hakkede mynte og forårsløgene.

Bland couscousen med alle grøntsagerne og rør godt rundt, så det bliver grundigt fordelt.