Stegt kyllingelever (indsæt selv smagfuld fordom her)

Lever
Kyllingelever på den helt gode måde …

Antal personer: 2 personer.
Forberedelsestid:
15 minutter.
Tilberedningstid: 15 minutter.

Det er ikke så pokkers længe siden, at jeg lærte det dér med lever. Og jeg er stadig kun kommet til begynderstadiet: Kyllingelever. Kalvelever overvejer jeg så småt, mens svinelever stadig ligger noget ude i fremtiden, før jeg tør kaste mig over det.

Men den her “levergryde”, dét er sgu’ sagen. Også for begyndere …

Ingredienser
6-8 kyllingelevere, renset
100 g bacon
2 finthakkede skalotteløg
1,5 dl. piskefløde
6-8 brune champignoner i kvarter
2 spsk. brie uden skorpe
Tyttebærsyltetøj
Salt
Peber
Rucola
Lidt smør
Lidt olie

Opskrift
Skær baconen i små tern, og steg den ved jævn til hård varme til det begynder at brune. Skru så ned for varmen, og smid løg på sammen med svampene.

Under omrøring lader du løgene og svampene brune let, hvorefter det tages af varmen.

Skru herefter op for varme på fuld skrue, og hæld en smule smør/olie på panden. Krydr kyllingeleverne med salt og peber, og smid dem så på panden.

Så snart de er brune og har fået stegeskorpe på den ene side, så vender du dem og laver samme nummer på den anden side.

Skru ned til jævn varme igen, og hæld fløde på sammen med bacon- og løgblandingen. Lad det varme op, og kom så brien i. Rør brien ud i saucen inden du så smager til med salt og peber og lidt tyttebærsyltetøj.

Lad det småsimre i 3-4 minutter. Leverne må endelig ikke få for meget, men skal være pænt lyserøde indeni – ellers risikerer du, at de bliver tørre og kedelige.

Anretning
Læg en håndfuld rucola i en dyb tallerken, og hæld så gryderetten forsigtig udenom. Pynt med lidt tyttebærsyltetøj og et skud friskkværnet peber.

Servér med lidt brød til.

En mening om “Stegt kyllingelever (indsæt selv smagfuld fordom her)”

  1. Det med lever er ikke så svært: Kalvelever der har fået et godt drys rosmarin og så ganske kort tid på en grill med ordentlig knald på. Det er kræs. Får lever for lidt varme og steger for længe, bliver den grå og smagløs (eller i hvert fald med kedelig smag og kedelig konsistens).
    Og når du kan lære at spise kalvekød med makrelsalat (aka vitello tonnato), skal det nok komme med leveren også.
    Svinelever dur kun til leverpostej.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s