Osteria 16

2
Første ret: Råmarinerede jomfruhummere med chili, persille og citron.

Vi har været ude at spise. Det sker desværre alt for sjældent, men det er sgu’ ikke altid lige nemt at få tid og råd til det, efter at den førstefødte er kommet på banen. Men nu lykkedes det altså.

Valget faldt på Osteria 16 på Haderslevgade 16 på Vesterbro i København, som i sin tid blev startet af Morten Kaltoft (en af bagmændene bag FAMO) og Emil Alsbo. Stedet er lille og uprætentiøst, hvor stemningen er helt i top og maden ligeså – og så vandt de i øvrigt Politikens “I BYEN”-pris for årets spisested i 2014.

Der er én menu at vælge: 8 antipasti. Den koster kr. 250,– Dejlig nemt, og så kan man jo være så heldig at smage noget nyt og spændende, som man måske ellers ikke umiddelbart ville kaste sig over, hvis ikke man fik det som en del af en menu på denne måde. Jeg elsker konceptet i hvert fald!

Da vi ankom var vores bord endnu ikke ledigt, så vi valgte at snuppe en Aperol Spritze i baren, mens vi ventede. Så er aftenen italienske tema ligesom skudt i gang.

Vores søde tjenere (som begge i øvrigt kun snakker italiensk og så en smule engelsk krydret med enkelte danske ord) fik vores bord klar i restauranten, hvor mit bedste bud er, at der kan være omkring 30-35 mennesker – husk derfor at bestille bord! Også selvom det er på en hverdag, for der er efter sigende fuldt hus alle ugens dage. Vi var der en små-kedelig onsdag, og her gik folk stadig forgæves, og stod i kø på gaden, hvis de ikke havde bestilt bord.

Køkkenet udgør en ret stor del af restauranten, hvilket jeg synes rigtig godt om. Jeg kan sgu’ godt li’ når jeg kan se, hvad der foregår der, hvor min mad bliver til. Det giver en god stemning, synes jeg.

Første ret, som billedet af indleder dette indlæg, var råmarinerede, friske jomfruhummere med persille, citron og chili. Hold nu k…, hvor det smagte godt! Jeg elsker jomfruhummere, og den måde, som chili, persille og citronsaft fik den sarte smag frem i jomfruhummerne på, det var et match made in heaven.

1
Hjemmebagt brød serveret i papirspose – dejlig “nede på jorden”-stemning.

Sammen med de råmarinerede jomfruhummere fik vi serveret hjemmebagt brød, en virkelig god og “grønt” smagende olivenolie samt lidt tørrede peperocini, en smule salt og et par friske citronbåde.

Brødet blev serveret i en papirspose, hvilket får stemningen dejligt ned på jorden (i øvrigt blev vores San Pellegrino serveret i plastkrus, som bidrog ditto til stemningen). Med en olivenolie af så god kvalitet, så er det virkelig en god oplevelse, når man knuser lidt af chilien og fisker den på brødet sammen med den og lidt citronsaft og salt.

3
Antipasti nr. 2.

Med mundvigene allerede pegende opad, og i fuld krig med brødet (jomfruhummerne røg hurtigt ned) kom endnu en ret på bordet: Broccoli blancheret kortvarigt, så der stadig var masser af bid, med en let krydret sauce med chili, olivenolie og citron. Og så ellers med en god skovlfuld friskhøvlet parmesan og et skud peber på toppen.

Mange andre steder ville man nok have valgt kun at bruge de små fine buketter af broccolien, men på Osteria 16 kom den i halvstore grove stykker, og stænglen, som der jo i virkeligheden er utrolig meget smag i, fik også lov at komme med på tallerknen. Det gør det måske ikke til verdens pæneste ret, men når nu smagen sidder i netop stænglen, og den ikke forsvinder, selvom buketterne er store i stedet for små, ja, så gør det altså ikke mig noget.

I øvrigt skylder jeg måske lige at sige, at billederne er af ringe kvalitet, det ved jeg godt, og det er faktisk synd, for mange af retterne præsenterede sig virkelig flot. Men jeg bryder mig ikke umiddelbart om, at sidde med det helt store fotoudstyr fremme på en restaurant, hvorfor telefonen måtte gøre jobbet. Uden blitz.

5
Bruschetta med let stuvede Karljohan-svampe.

Næste lille ret var bruschetta med en lille svampestuvning af karljohan-svampe på toppen og et drys friskhakket persille. Brødet var af samme hjemmebagte type, som vi allerede havde mæsket os i, og det gjorde sig glimrende som “underlægningsmusik” til svampene.

6
Spidskål med blæksprutter.

Næste ret var min kære kærestes favorit (og i øvrigt også vores tjeners): Fintstrimlet spidskål vendt med en – så vidt jeg husker – sauce med bl.a. ansjoser og så ellers de bedste stykker blæksprutte jeg mindes at have fået serveret i Danmark. Så friske og fine i kødet, og med en helt uovertruffen smag. Virkelig, virkelig lækkert!

9
En kødmad.

Herefter nåede vi til kødretterne. Første af denne var bruschetta med tatar. Ikke så mange dikkedarer. Godt, ristet brød og en – skyder jeg på – hjemmeskrabet tatar dryppet med en smule olivenolie og så ellers et lille skud friskkværnet peber. Som sagt: Ikke så mange dikkedarer. Bare simpelt og godt.

8
Oksekød med sauce af masser af persille og citron.

Næste ret bestod af helt tyndskåret oksekød med en sauce af en masse citronskal og persille. Igen et godt match ingredienserne i mellem, hvor ikke alt for mange ingredienser forstod at hive det bedste frem i hinanden.

10
Ravioli med skinke i smør- og parmesan.

Herefter nåede vi til en af de retter, som kom med i opløbet som bedste ret på aftenen sammen med spidskålen med blæksprutte. Den syner ikke af meget på billedet, og umiddelbart lyder den heller ikke så speciel. Men den var alligevel speciel. For sjældent har jeg da fået serveret så god ravioli. Hvor man ofte kan være uheldig at rende ind i ravioli, hvis fyld er udefinerbart og en mærkelig grynet masse, som har tendens til at ville blive hængende i ganen, så var her en ravioli, som var saftig og virkelig lækker og med en masse smag. Parmesan og smør understregede den gode smag af skinke (mit bud er, at der både var en god kogt skinke i, i selskab med en parmaskinke), og jeg var lykkelig.

11
Cremet polenta med hareragout.

Efterhånden ved at være nået til et punkt, hvor mætheden havde sat ind kom den sidste ret på bordet: Cremet polenta med hareragout. Var man ikke mæt inden, så sætter en sådan ret det sidste stød ind, og så er man det i hvert fald efter.

Den cremede polenta, som havde selskab af en stor del smør, hvilket alt andet lige gør, at skidtet jo virkelig smager godt i sig selv lå som bund til den velsmagende hareragout. Igen ikke så meget fis og ballade, men bare gode råvarer sat sammen i et godt match.

13
Tiramisu (og ja, den slog min egen, som jeg ellers selv – indtil jeg smagte denne – synes var noget nær perfekt).

Til trods for, at vi var stopmætte besluttede vi os for at dele en dessert. Når nu det andet havde været så godt, så skulle tiramisu’en da testes for, om den nu også kunne gøre jobbet efter. Og til kr. 40,– så væltede den jo ikke ligefrem budgettet samlet set.

Og den gjorde jobbet. Den gjorde faktisk jobbet så godt, at jeg reelt synes, at den er bedre end min egen, som jeg ellers synes var perfekt. Altså lige indtil jeg smagte denne.

Den flinke kok var heldigvis så flink at fortælle os, hvorledes han biksede den sammen, og opskriften finder du til slut i dette indlæg. Frit efter, hvad hukommelsen rækker til – det er efterhånden lidt tid siden. Men det var 99,9% sikkert sådan, at han gjorde.

12
Hvor meget mælk ønsker du i din espresso?

Desserten fik selskab af en espresso for mit vedkommende, og en espresso med mæl til kæresten min. Hun har efter vores utallige ferie i det italienske efterhånden lært, at bestiller hun sin højtelskede cappuccino efter klokken 10 om formiddagen, så vender de kære tjenere det hvide ud af øjnene, mens man næsten kan høre dem råbe “mærkelige turist” inde i hovedet.

Derfor er en espresso med mælk det gode alternativ. Og som vores kære tjener sagde, da bestillingen lød: “Ofcourse. As long as you don’t order a cappoccino”.

På bordet kom min espresso og kærestens ditto sammen med en liter mælk. Som vores tjener med et smil gjorde os opmærksom på: Han vidste jo ikke, hvor meget mælk hun ville have i sin espresso. Det lyder flabet, nu hvor jeg skriver det, men tag ikke fejl. Det understreger blot den dejlige, personlige og uprætentiøse stemning i Osteria 16 til fulde.

Til maden fik vi et glas 2012 Barbera D´asti ”La Regina” D.O.C.G. hver, og alt inklusiv endte regningen på kr. 805,– Det må så absolut siges at være i den helt fair ende for så lækre retter i stemningsfyldte omgivelser.

Vi vil i hvert fald ikke tøve med at komme på Osteria 16 en anden god gang!

Og så til den lovede opskrift på tiramisu:

Tiramisu til ca. 4 personer
2 past. æggeblommer
2 past. æggehvider
2 spsk. sukker
250 g mascapone
1 3/4 dl stærk espresso
2 spsk marsala
1 spsk cognac
150 g savoiardi (lady fingers)
1 spsk kakao

Pisk æggeblommer og sukker til en lysegul luftig masse, og vend herefter mascaponen i ganske let og langsomt, så konsistensen stadig er let og luftig. Smasker du det for hurtigt sammen, så bliver det en mærkelig lind og flydende creme, som ikke er noget værd.

Pisk æggehviderne stive og vend dem i mascaponecremen efterfølgende. Også her skal du være ganske forsigtig. Nu står du så med en dejlig cremet masse, som er let og luftig på samme tid.

Bland kaffen med marsala og cognac. Dyp hurtigt savoiardierne i kaffeblandingen – de skal opsuge væske nok til at det giver smag, men de må endelig ikke gå helt i opløsning.

Kom nogle af de dyppede kager i bunden af en skål. Kom noget af mascaponecremen over. Fortsæt sådan og end med et lag mascaponecreme. Stil kagen i køleskabet i min. 3–4 timer. Drys med sigtet kakao.

Man kan i øvrigt med fordel beklæde indersiden af skålen/faden med husholdningsfilm, for så er kagen meget nemmere at få ud i pæn tilstand, inden man drysser kakao over og skærer den.

Som den opmærksomme læser på bloggen vil vide, så er den eneste forskel de piskede æggehvide, men de gør så sandelig en forskel. Det gør lige creme lidt mere luftig på den helt gode måde!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s